Med håndværkerfradraget kan du få fradrag på arbejde udført ifm. energiforbedringer af boligen.
Beløbsgrænsen er ifølge finansaftalen for 2025 sat til 8.600 kr.
Få fradrag for service på din varmepumpe med håndværkerfradraget
Regelmæssig service er afgørende for, at din varmepumpe fungerer optimalt og leverer maksimal energieffektivitet. Nu er der en ekstra økonomisk gevinst ved at holde din varmepumpe i topform.
Fradraget gælder for selve arbejdslønnen til både lovpligtige eftersyn og almindelig vedligeholdelse, og det gør det mere attraktivt at investere i den nødvendige vedligeholdelse, som forlænger varmepumpens levetid og sikrer lave driftsomkostninger.
Vigtige betingelser for at få fradrag
For at kunne udnytte fradraget skal du være opmærksom på følgende:
Det gælder kun for arbejdsløn: Materialer og reservedele er ikke omfattet af fradraget.
Betalingen skal være elektronisk: Du skal betale med f.eks. MobilePay eller via bankoverførsel. Kontant betaling giver ikke fradrag.
Husk dokumentation: Sørg for at få en specificeret faktura, der tydeligt viser, hvad arbejdslønnen udgør.
Indberetning til SKAT: Du skal selv indberette fradraget på din årsopgørelse via Skattestyrelsens hjemmeside.
Med et årligt loft på 8.600 kr. pr. person i husstanden (fra 2025) kan håndværkerfradraget give dig en betydelig besparelse på den regelmæssige service af din varmepumpe.